Nogle år før jeg blev psykisk syg så jeg en film, der gjorde et stort indtryk på mig og det var bestemt ikke noget positivt indtryk. Jeg tænkte en del over det, men det var så voldsomt, at jeg ikke troede på, at sådan noget kunne finde sted, men jeg tog fejl.
Der gik nogle år og så lå jeg der selv, jeg fik af vide, at det var min egen skyld, men jeg forstod stadig ikke, hvorfor jeg skulle straffes så hårdt, for jeg så det som en straf!
Nogle af gangene skete det fordi jeg var helt fra den, alt var kaos og jeg blev udadreagerende eller jeg blev selvskadende , det liv jeg havde var jeg ikke interesseret i. Der blev slået hårdt ned på mig, flere personaler greb fat i mig, flåede tøjet af mig og holdt mig hårdt ned i en seng, hvor de spændte et bredt læderbælte hårdt omkring livet på mig, mine håndled blev spændt fast på hver sin side og mine ankler blev spændt fast i den anden ende af sengen.
Der lå jeg så dag efter dag uden nogen kontakt og jeg blev mere og mere angst. Der skulle sidde en medicinstuderende, men de sad uden for rummet og jeg måtte ikke tale med dem, det skulle være en straf.
Dette er desværre sket rigtig mange gange og jeg har stadig tit mareridt. Det er efterhånden lang tid siden jeg er blevet behandlet på denne måde, men det bruges stadig.
Jeg ved godt det lyder voldsomt, men det var det faktisk også, jeg er heldigvis et andet sted i dag og det er jeg glad for.