Forfatter: Maier

Et digt II

Jeg fandt dette digt i mine gemmer, det er ikke helt nyt, men det beskriver ret godt, hvor jeg stod på et tidspunkt.

Hvorfor er jeg så bange ?
Er det følelserne ?
De mange tanker ?
Ja, blandt andet,
men det er også livet.
Jeg kender det ikke,
alt er så ukendt,
nærmest skræmmende.
Jeg har ikke prøvet det før.
Jeg skal begynde fra nul,
men jeg ved, hvad vej jeg skal gå,
der er kun en vej.
Det er frem,
der er ingen vej tilbage,
det er sidste chance.
Jeg skal gribe den.
Det er nu eller aldrig.
Jeg vælger livet.
Det bliver en kamp,
Men jeg ved,
at jeg klarer den.
Det skal jeg.

Når stemmerne bare bliver for meget

Jeg hører stemmer i andre ikke kan

Jeg hører flere stemmer end flertallet hører, dog ikke hele tiden og det er ikke altid de er der.
Nogen gange registrerer jeg dem bare og lader dem bare snakke, jeg beder dem måske om, at holde deres kæft, sådan er man nemlig nød til, at tale til dem, de er bestemt ikke venlige.
Noget der virkelig kan trigge dem er, hvis jeg spiser, det er oftest det, der gør dem rigtig onde og oftest kan jeg ikke bare lade som om de ikke er der. De begynder, at råbe meget højt og siger grimme ting, som gør mig frygtelig bange, de siger f.eks at maden er giftig og at jeg dør, hvis jeg spiser, de kan også sige, at Claus vil gå fra mig, hvis jeg spiser, de råber og skriger og så kan jeg pludselig ikke finde hverken op eller ned i tingene og stemmerne og jeg har bare lyst til at forsvinde, men jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, men så har jeg heldigvis Claus og han kan virkelig hjælpe mig. Nogen gange ser jeg også noget jeg kalder væsner, de er virkelig onde og vil ikke bare sige noget, de er også livsfarlige, men der er Claus altså også virkelig god. Han råber højt af dem og sender dem ud på altanen og lukker døren og så bliver der ro, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden Claus.

Når mad og drikke ikke er så nemt

Jeg har i rigtig mange år i perioder haft problemer med at indtage mad og drikke, der har været flere grunde.
Jeg har i perioder ikke turde gøre det, fordi jeg hørte stemmer inde i mit hovede, der fortalte mig, at der ville ske voldsomme ting, hvis jeg gjorde det, jeg ville miste alt, selv mit liv. Nu var det bare sådan, at jeg ofte var indlagt og når man er det, kan man ikke selv bestemme den slags, så jeg fik lagt drop, som jeg så fik væske igennem, nogen gange fik jeg også lagt sonde og det er altså virkelig ubehageligt, så stikker de en slange ned igennem ens næse og på den måde får man så de kalorier man skal ha`.
En anden grund til jeg holdt op med at spise var, at jeg følte mig fed og så kunne det være ligemeget, hvad andre mente.
Jeg har faktisk været meget overvægtig, jeg tror jeg var oppe på omkring 130 kilo og det er bestemt ikke rart, slet ikke når man har en masse andre problemer, men det er heller ikke rart, at veje for lidt, jeg var nede på omkring 44 kilo og jeg er altså 170 høj, jeg kunne ingen ting.
Jeg løber stadig ind i det problem, som jeg jo har haft i mange år, nemlig det med at stoppe med at spise og drikke, men jeg er blevet bedre til, at tackle det. Nogen gange føler jeg mig igen alt for stor, men jeg er begyndt, at blive bedre til, at tale med nogen om det og på den måde se, at jeg altså er gal på den, så hvor der før kunne gå lang tid uden mad og drikke er det nu helt klart bedre.

Tiden går

Det er længe siden jeg sidst har skrevet, og der er både sket gode ting og dårlige ting, de gode er jeg jo bare super glad for og de dårlige ting, kan jeg naturligvis godt undvære, men en ting jeg er blevet bedre til er, at verden ikke bryder sammen, fordi jeg har haft en dårlig dag.
Jeg laver ikke så meget på en almindelig dag, som jeg gjorde for nogle måneder siden, for jeg har opdaget noget, som Claus også har gjort mig opmærksom på og det er, at jeg ikke kan lave alle de ting som raske mennesker kan, det har jeg bare prøvet, at overbevise mig selv om, men nu kan jeg godt se, at jeg skal skrue lidt ned for ambitionerne.
Vi var på en uges ferie på Omø, vi havde lejet øverste etage som vi havde helt for os selv.
Vi havde en pragtfuld ferie og jeg ændrede mig meget, jeg havde det pludselig meget bedre og var mere rolig, jeg skulle jo heller ikke købe ind, lave mad, vaske op og en masse andre ting, vi købte færdig retter, så mad brugte vi ikke meget tid på, jeg tænkte ikke så meget over det, men da jeg kom hjem forsvandt al roen, jeg blev angst og psykotisk.
Claus og jeg talte om det og vi vedtog at vi ville klare den på færdigretter, nu er jeg nået et stykke videre, 4 gange om ugen laver jeg mad, ikke altid helt selv, men med hjælp fra min kontaktperson, men det er også ret specielt, for hver lørdag får vi en kasse med mad til 4 dage og det er gjort på en god måde, der er 4 poser med alt, hvad man skal bruge til den enkelte dag og så lige en ekstra thermo pose, hvor der ligger ting til alle dagene og så følger der opskrifter med, hvor der også er billeder og al maden er pakket sådan, at hver ret har nøjagtig det, der skal bruges, til den enkelte ret.

Et digt

Jeg har skrevet et digt om en periode i mit liv, men den handler også om hvordan, jeg ved god hjælp kom videre.

Du er blevet så fjern
fjern fra mig
fjern fra dig selv.
Jeg kan ikke nå dig.
Du er i et mørke,
Et ensomt mørke.
Jeg rækker hånden ud
men nej
Det er som om du siger
lad mig være
lyset er slukket
Pludselig en dag
kigger du op
Der er sket noget
Du rækker hånden ud,
jeg tager den,
viser dig vej
ud af mørket.
Det er en lang vej,
men jeg ved du kan
Komme tilbage til livet igen.
Det er en hård kamp,
men jeg mærker
en kæmpe kraft hos dig
kraften som sammen med min
viser dig vejen
vejen tilbage til livet
Velkommen

Så spiser jeg igen

Så spiser jeg igen
De sidste par dage har jeg haft svært ved at spise, jeg skrev jo også om det for et par dage siden, men det er også et problem, når det står på, men nu til noget positivt, i dag er det faktisk gået ret godt med at spise og jeg har det også bedre, det er så rart, når ens hverdag bliver til, at leve godt i.
Jeg har købt lidt tøj, jeg syntes jeg manglede lidt nu, hvor det er blevet forår.
Jeg kom ud at løbe i morges kl.7.45 og jeg var hjemme præcis 1 time senere, jeg havde en god tur.
Før Corona trænede jeg i fitness stort set hver dag og det gav mig meget, det var som om dagen var lettere, men så lukkede fitness og jeg begyndte, at løbe udendørs ture, det var jeg også rigtig glad for, men jeg måtte gi` op, da det blev for koldt. De sidste mange måneder har jeg ikke været i fitness og også kun fået løbet få ture, jeg har ikke haft overskud, til hverken det ene eller det andet, men det er da blevet til nogle enkelte løbeture, det kan jeg takke Claus for. Om aftenen har jeg ofte været helt sikker på, at jeg nok skulle komme afsted næste morgen, men Nej. Så gav Claus mig en genial ide`, jeg skulle ta` mit løbetøj på, gå ned på gaden og så vurderer om jeg kunne klare en løbetur eller bare gå op igen. Det blev faktisk til en hel del løbeture, nu var jeg nede på gaden og så havde jeg pludselig lyst til at løbe, jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg skiftevis løb og gik og jeg havde ikke nogle regler for, hvor lang turen skulle være.
I dag har jeg været til samtale hos min kontaktperson i ambulatoriet, der var også en ekstra sygeplejerske med inde, men det generer mig ikke, jeg siger altid ja, når der er nogen, der måske kan lære noget ved, at være med, om det så er til en samtale eller ect, det rører mig ikke.
Vi havde en god samtale, jeg syntes faktisk altid, at jeg får noget godt ud af, at være til samtale i ambulatoriet, vi har et godt samarbejde.

Uden mad og drikke, duer helten ikke


Jeg har haft et problem de sidste par dage, man kan vel kalde det et tilbagevendende problem, jeg arbejder meget for at komme problemet til livs.
I perioder har jeg haft svært ved, at indtage både mad og drikke og flere gange er jeg endt på psykiatrisk afdeling, med et drop i hånden og nogle gange har jeg været så langt ude, at de også har måttet ligge en sonde på mig, altså en slange igennem næsen og ned til maven. Så slemt er det heldigvis ikke lige nu, jeg kan drikke næsten uden problemer og jeg er jo ikke undervægtig, jeg har det heller ikke meget dårligt, men det er da ubehageligt, at høre onde stemmer, der taler til mig, de ting de siger er ikke rare, det er f.eks, at jeg gør andre ondt, hvis jeg spiser og at jeg kan dø af det. Jeg har også smagsforstyrrelser og det er næsten det værste, hvis jeg f.eks drikker et glas vand eller spiser noget mad, så føler jeg, at min mund bliver fyldt med sæd og tis.
Jeg ved jo godt det er forkert, men oplevelsen er så virkelig, at jeg ikke bare kan sige pyt. Jeg har desværre været udsat for nogle ubehagelige overgreb og i dag ved jeg, at det er derfor, jeg har de smagsforstyrrelser .
Men jeg er også blevet stædig, for de idioter skal ikke have lov til, at ødelægge hele mit liv, de har ødelagt nok. Nu vil jeg leve, jeg vil ha` et liv sammen med Claus, vi er nemlig så lykkelige sammen.
En overgang var jeg ikke helt ærlig over for Claus, når jeg ikke spiste og drak, jeg ville ikke gøre ham bekymret, men det der med at lyve, det virker ikke rigtig for mig og vi er jo altid ærlige over for hinanden, for sammen klarer vi alt.

Det er ikke som i Gøgereden

Se hvordan elektrochok er i dag, i videoen i bunden af artiklen, fra Lægens Bord på DR

Hver anden onsdag får jeg ECT behandling, de fleste vil nok sige “Hvad er det ?”
Det er en behandling, der for mit vedkommende foregår på Psykiatrisk center i Ballerup og den gør, at jeg får det bedre, en overgang ville jeg ikke ha` den, pga den svære bivirkning den også giver, jeg har mistet meget af min hukommelse, men så fik jeg heldigvis af vide, at hukommelsen ville komme tilbage, så lige i øjeblikket får jeg min ECT og har det godt nok med det. ECT betyder Electro Convulsive Theraphy. På dansk:
Elektro Konvulsiv Terapi, før i tiden kaldte man det elektrochok, men det lyder altså værre end det er. Det går ud på, at man kommer ind i et rum og ligger sig på en briks og der får man sat diverse elektroder på ansigtet og måleudstyr andre steder på kroppen. Det det hele går ud på er, at der bliver sat strøm igennem og det gør, at der kommer nogle muskelsammentrækninger i hjernen og ved den hjælp får man det oftest bedre. Det er ikke noget, der gør ondt, for man bliver lagt i en kort narkose og det tager kun ganske kort tid.
En meget vigtig ting for mig er, at personalet der står for behandlingen altid er utrolig venlige og der er også en god stemning. Så om man lige er startet på behandlingen eller har fået den i en længere periode kan man føle sig tryg, jeg føler mig i hvertfald altid tryg ved at komme der og det er meget vigtigt for mig.
Bagefter er man meget træt. Jeg bliver helldigvis hentet af en transport og kørt hjem. Vel hjemme igen er jeg oftest også forvirret og der går en del timer med at sove, men det hjælper mig jo, så det sure med det søde.
Sidst fortalte Claus, at jeg havde lavet en hjemmeside og det kunne jeg ikke huske, men da jeg så den kunne jeg godt huske det og det gjorde mig glad


Det er hårdt, men godt


Jeg var tidligt oppe at træne i morges, jeg var ude på en løbetur på lidt over en time.
De sidste par år har jeg trænet rigtig meget, dels i et fitness center og andre gange har det så været en løbetur, særligt under Coronaen, der var fitness jo lukket.
Jeg træner meget tidligt, jeg har fundet ud af, at det er den helt rigtige måde for mig, at starte dagen på. Det giver en masse energi og glæde og det holder oftest hele dagen, alting bliver lettere og jeg kan klare meget mere og så styrker det mit selvværd.
Desværre sker det også af og til, at jeg slet ikke har nogen energi og så kan jeg ikke komme ud af døren, det virker fuldstændig umuligt for mig og jeg døjer med dårlig samvittighed og føler ikke jeg er god nok over for mig selv, eller andre, men jeg er begyndt, at øve mig i at sige til mig selv, at verden ikke bryder sammen, bare fordi jeg ikke træner. Til dette får jeg stor hjælp fra Claus og min støttekontaktperson.
Nu er jeg heldigvis kommet igang igen og det gør mig Så glad.

Tvangsfiksering

Der skete tit misforståelser når plejererne kun havde 1 års uddannelse. Der var mere tale om dørmænd end egentlig plejepersonale

Nogle år før jeg blev psykisk syg så jeg en film, der gjorde et stort indtryk på mig og det var bestemt ikke noget positivt indtryk. Jeg tænkte en del over det, men det var så voldsomt, at jeg ikke troede på, at sådan noget kunne finde sted, men jeg tog fejl.
Der gik nogle år og så lå jeg der selv, jeg fik af vide, at det var min egen skyld, men jeg forstod stadig ikke, hvorfor jeg skulle straffes så hårdt, for jeg så det som en straf!
Nogle af gangene skete det fordi jeg var helt fra den, alt var kaos og jeg blev udadreagerende eller jeg blev selvskadende , det liv jeg havde var jeg ikke interesseret i. Der blev slået hårdt ned på mig, flere personaler greb fat i mig, flåede tøjet af mig og holdt mig hårdt ned i en seng, hvor de spændte et bredt læderbælte hårdt omkring livet på mig, mine håndled blev spændt fast på hver sin side og mine ankler blev spændt fast i den anden ende af sengen.
Der lå jeg så dag efter dag uden nogen kontakt og jeg blev mere og mere angst. Der skulle sidde en medicinstuderende, men de sad uden for rummet og jeg måtte ikke tale med dem, det skulle være en straf.
Dette er desværre sket rigtig mange gange og jeg har stadig tit mareridt. Det er efterhånden lang tid siden jeg er blevet behandlet på denne måde, men det bruges stadig.
Jeg ved godt det lyder voldsomt, men det var det faktisk også, jeg er heldigvis et andet sted i dag og det er jeg glad for.