Så spiser jeg igen
De sidste par dage har jeg haft svært ved at spise, jeg skrev jo også om det for et par dage siden, men det er også et problem, når det står på, men nu til noget positivt, i dag er det faktisk gået ret godt med at spise og jeg har det også bedre, det er så rart, når ens hverdag bliver til, at leve godt i.
Jeg har købt lidt tøj, jeg syntes jeg manglede lidt nu, hvor det er blevet forår.
Jeg kom ud at løbe i morges kl.7.45 og jeg var hjemme præcis 1 time senere, jeg havde en god tur.
Før Corona trænede jeg i fitness stort set hver dag og det gav mig meget, det var som om dagen var lettere, men så lukkede fitness og jeg begyndte, at løbe udendørs ture, det var jeg også rigtig glad for, men jeg måtte gi` op, da det blev for koldt. De sidste mange måneder har jeg ikke været i fitness og også kun fået løbet få ture, jeg har ikke haft overskud, til hverken det ene eller det andet, men det er da blevet til nogle enkelte løbeture, det kan jeg takke Claus for. Om aftenen har jeg ofte været helt sikker på, at jeg nok skulle komme afsted næste morgen, men Nej. Så gav Claus mig en genial ide`, jeg skulle ta` mit løbetøj på, gå ned på gaden og så vurderer om jeg kunne klare en løbetur eller bare gå op igen. Det blev faktisk til en hel del løbeture, nu var jeg nede på gaden og så havde jeg pludselig lyst til at løbe, jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg skiftevis løb og gik og jeg havde ikke nogle regler for, hvor lang turen skulle være.
I dag har jeg været til samtale hos min kontaktperson i ambulatoriet, der var også en ekstra sygeplejerske med inde, men det generer mig ikke, jeg siger altid ja, når der er nogen, der måske kan lære noget ved, at være med, om det så er til en samtale eller ect, det rører mig ikke.
Vi havde en god samtale, jeg syntes faktisk altid, at jeg får noget godt ud af, at være til samtale i ambulatoriet, vi har et godt samarbejde.
Måned: marts 2022
Uden mad og drikke, duer helten ikke
Jeg har haft et problem de sidste par dage, man kan vel kalde det et tilbagevendende problem, jeg arbejder meget for at komme problemet til livs.
I perioder har jeg haft svært ved, at indtage både mad og drikke og flere gange er jeg endt på psykiatrisk afdeling, med et drop i hånden og nogle gange har jeg været så langt ude, at de også har måttet ligge en sonde på mig, altså en slange igennem næsen og ned til maven. Så slemt er det heldigvis ikke lige nu, jeg kan drikke næsten uden problemer og jeg er jo ikke undervægtig, jeg har det heller ikke meget dårligt, men det er da ubehageligt, at høre onde stemmer, der taler til mig, de ting de siger er ikke rare, det er f.eks, at jeg gør andre ondt, hvis jeg spiser og at jeg kan dø af det. Jeg har også smagsforstyrrelser og det er næsten det værste, hvis jeg f.eks drikker et glas vand eller spiser noget mad, så føler jeg, at min mund bliver fyldt med sæd og tis.
Jeg ved jo godt det er forkert, men oplevelsen er så virkelig, at jeg ikke bare kan sige pyt. Jeg har desværre været udsat for nogle ubehagelige overgreb og i dag ved jeg, at det er derfor, jeg har de smagsforstyrrelser .
Men jeg er også blevet stædig, for de idioter skal ikke have lov til, at ødelægge hele mit liv, de har ødelagt nok. Nu vil jeg leve, jeg vil ha` et liv sammen med Claus, vi er nemlig så lykkelige sammen.
En overgang var jeg ikke helt ærlig over for Claus, når jeg ikke spiste og drak, jeg ville ikke gøre ham bekymret, men det der med at lyve, det virker ikke rigtig for mig og vi er jo altid ærlige over for hinanden, for sammen klarer vi alt.
Det er ikke som i Gøgereden
Hver anden onsdag får jeg ECT behandling, de fleste vil nok sige “Hvad er det ?”
Det er en behandling, der for mit vedkommende foregår på Psykiatrisk center i Ballerup og den gør, at jeg får det bedre, en overgang ville jeg ikke ha` den, pga den svære bivirkning den også giver, jeg har mistet meget af min hukommelse, men så fik jeg heldigvis af vide, at hukommelsen ville komme tilbage, så lige i øjeblikket får jeg min ECT og har det godt nok med det. ECT betyder Electro Convulsive Theraphy. På dansk:
Elektro Konvulsiv Terapi, før i tiden kaldte man det elektrochok, men det lyder altså værre end det er. Det går ud på, at man kommer ind i et rum og ligger sig på en briks og der får man sat diverse elektroder på ansigtet og måleudstyr andre steder på kroppen. Det det hele går ud på er, at der bliver sat strøm igennem og det gør, at der kommer nogle muskelsammentrækninger i hjernen og ved den hjælp får man det oftest bedre. Det er ikke noget, der gør ondt, for man bliver lagt i en kort narkose og det tager kun ganske kort tid.
En meget vigtig ting for mig er, at personalet der står for behandlingen altid er utrolig venlige og der er også en god stemning. Så om man lige er startet på behandlingen eller har fået den i en længere periode kan man føle sig tryg, jeg føler mig i hvertfald altid tryg ved at komme der og det er meget vigtigt for mig.
Bagefter er man meget træt. Jeg bliver helldigvis hentet af en transport og kørt hjem. Vel hjemme igen er jeg oftest også forvirret og der går en del timer med at sove, men det hjælper mig jo, så det sure med det søde.
Sidst fortalte Claus, at jeg havde lavet en hjemmeside og det kunne jeg ikke huske, men da jeg så den kunne jeg godt huske det og det gjorde mig glad
Det er hårdt, men godt
Jeg var tidligt oppe at træne i morges, jeg var ude på en løbetur på lidt over en time.
De sidste par år har jeg trænet rigtig meget, dels i et fitness center og andre gange har det så været en løbetur, særligt under Coronaen, der var fitness jo lukket.
Jeg træner meget tidligt, jeg har fundet ud af, at det er den helt rigtige måde for mig, at starte dagen på. Det giver en masse energi og glæde og det holder oftest hele dagen, alting bliver lettere og jeg kan klare meget mere og så styrker det mit selvværd.
Desværre sker det også af og til, at jeg slet ikke har nogen energi og så kan jeg ikke komme ud af døren, det virker fuldstændig umuligt for mig og jeg døjer med dårlig samvittighed og føler ikke jeg er god nok over for mig selv, eller andre, men jeg er begyndt, at øve mig i at sige til mig selv, at verden ikke bryder sammen, bare fordi jeg ikke træner. Til dette får jeg stor hjælp fra Claus og min støttekontaktperson.
Nu er jeg heldigvis kommet igang igen og det gør mig Så glad.
Tvangsfiksering
Nogle år før jeg blev psykisk syg så jeg en film, der gjorde et stort indtryk på mig og det var bestemt ikke noget positivt indtryk. Jeg tænkte en del over det, men det var så voldsomt, at jeg ikke troede på, at sådan noget kunne finde sted, men jeg tog fejl.
Der gik nogle år og så lå jeg der selv, jeg fik af vide, at det var min egen skyld, men jeg forstod stadig ikke, hvorfor jeg skulle straffes så hårdt, for jeg så det som en straf!
Nogle af gangene skete det fordi jeg var helt fra den, alt var kaos og jeg blev udadreagerende eller jeg blev selvskadende , det liv jeg havde var jeg ikke interesseret i. Der blev slået hårdt ned på mig, flere personaler greb fat i mig, flåede tøjet af mig og holdt mig hårdt ned i en seng, hvor de spændte et bredt læderbælte hårdt omkring livet på mig, mine håndled blev spændt fast på hver sin side og mine ankler blev spændt fast i den anden ende af sengen.
Der lå jeg så dag efter dag uden nogen kontakt og jeg blev mere og mere angst. Der skulle sidde en medicinstuderende, men de sad uden for rummet og jeg måtte ikke tale med dem, det skulle være en straf.
Dette er desværre sket rigtig mange gange og jeg har stadig tit mareridt. Det er efterhånden lang tid siden jeg er blevet behandlet på denne måde, men det bruges stadig.
Jeg ved godt det lyder voldsomt, men det var det faktisk også, jeg er heldigvis et andet sted i dag og det er jeg glad for.